Tangoens historie

De fleste forbinder tangoens fødsel med immigrationen i Argentina omkring 1880´erne. På dansestederne i Buenos Aires udviklede dansen sig som en subkultur blandt immigranterne. Det blev grobunden for tangoens udvikling.


Her var en blanding af mange kulturers dansetraditioner, og omrejsende musikanter bidrog til mangfoldigheden. Der er mange historier om tangoen. Det siges, at tangoen blev danset på bordellerne. At mænd dansede med hinanden for at lære dansen, så de kunne imponere damerne. Tangoen blev danset om natten på de ydmyge steder. Tangoen blev danset af de hårdtarbejdende ensomme mænd, i tristhed og nostalgi og til tonerne fra den melankolske tango musik.


Efterhånden som tangoen udviklede sig, begyndte den også at kravle op ad den sociale rangstige. Tangoen skulle dog først en tur over Atlanten, inden den blev accepteret i de højere lag i Buenos Aires. I 1920`erne vandt tangoen sit indtog i Paris. Og senere satte argentinske tangodansere og musikere deres præg andre steder i Europa.


Efter 1. verdenskrig fik Argentina en økonomisk opblomstring. Tangoen vendte nu tilbage til Buenos Aires og efter at være tilsat europæisk glamour, tog også oligarkiet (overklassen) både tangoen og musikken til sig. I dag danses der argentinsk tango over alt i verden. I mange storbyer er der et livligt tango-miljø, og nogle steder er det muligt at danse tango hver aften. I Danmark har der siden 1991 været et voksende tangomiljø både med undervisning og milongaer (tangobal).

Stilarter:

Dansen består af tre stilarter: tango, milonga og vals. Tango betyder: at gå sammen ”La Caminata”. Dansen er bevægelsen mellem trinnene og drejningerne. Parret veksler mellem tæt og åben omfavnelse ”El Abrazo”. Tangoen har gennem tiden udviklet sig, og gør det fortsat.


Milongaen er hurtigere end tangoen. Både musikken og dansen er mere rytmefast og munter. Fødderne forlader ikke gulvet, og trinnene er kortere end i tangoen. Der bruges nogle af de samme trin, men man træder mere præcist på taktslagene.


Valsen er i ¾-takt. Her kombineres tangoens trin ind i valsens ¾-takt. Der trædes på takt-slaget, og der forekommer en del drejninger der understreger elegancen. Valsens grundstemning er lettere end tangoens, men ikke så let som milongaens.

Dansen:

Tango er en improviseret dans. Rytmen i dansen og takten i musikken er noteret i 2/4. I dansen er der tre grundtrin, der i forskellige kombinationer udfolder sig. Man kan sige, at fundamentet i tango er omfavnelse ”El Abrazo ”og en særlig æstetisk måde at gå på ”La Caminar”. Dansen skabes i samarbejde med partneren. Tango er en omfavnelsesdans, hvor man lader sig inspirere af musikken, den energi og intensitet, der opstår i samspillet med partneren og den plads, der er på gulvet.

Musikken:

Tangomusikken er et særligt kapitel. Her beskrives kort nogle karakteristika. Omkring 1895 høres den første tango, som vi genkender den i dag med hensyn til form, kompositorisk opbygning og rytme: El Telar. Modsat dansen, der i sit væsen er improvisation, er der intet improviseret i musikken. De forskellige instrumenters stemmer bliver udformet af arrangøren, der fortolker efter smag og talent. Tangomusikken er karakteristisk ved det melankolske. Den typiske orkestersammensætning i begyndelsen af 1900`tallet ”la orquesta típica” bestod af to violiner, to bandoneoner, klaver og bas. Ved sammensætning af orkestre i dag har man sluppet den traditionelle form, og orkestersammensætningen er mere fri. Bandoneon er et diatonisk blæsebælgsinstrument med en dyb og tør tone uden vibrator. Et andet kapitel i tangomusikken er sangen med de melankolske tekster. Tangodigter Enrique Discépolo har udtalt: Tango er en trist tanke, som kan danses.

unsplash